.
 
 
 
   

TILBAGE

     

2. kapitel - Turen til Cherbourg og julen 2006

     

 

  Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår fra hele Sydkorsets besætning, der lige nu er næsten samlet i La Coruña, dog ikke på vores allesammens dejlige skib SYDKORSET.

Vi holder jul i den lejede lejlighed og SYDKORSET holder julen i franske mekanikeres selskab i Cherbourg.

Fredag kom Ralph fra Cherbourg, John er taget hjem til Evy i Danmark for at holde juleferie og vores 4. mand, Morten Bo kommer efter nytår.

Vi har haft en rigtigt hyggelig juleaften med pyntet grantræ, and m/brune kartofler og rødkål, og selvfølgelig risalamande med mandelgave. Sådan er det jo være dansker/udlænding i et fremmed land, alt hvad der er dansk er jo fantastisk.
     

Vi bliver hernede til starten af januar 2007, hvor vi tager til Paris for at besøge Disneyland. Vi har fundet et lille sted med meget plads til os alle lidt uden for byen, så mon ikke det også bliver til et besøg i Byernes By også, inden vi alle tager til Cherbourg og henter vores savnede skib.

I skal alle vide at SYDKORSET er verdens bedste skib til det vi skal bruge hende til…husker man at kysse hendes rat når man overtager vagten, vil hun bringe dig gennem storm, bølger og uvejr uden problemer. John og Ralph har logget 10,72 knob for et enkelt forsejl og det agterste storsejl rebet!!
De har sejlet gennem 6-7 meter høje bølger, og hun har bjærget sig helt perfekt. Ralph mener hun er det bedste skib han nogensinde har sejlet, i 16-18 sekundmeter vind krænger hun mellem 5 og 15 grader, hun sejler nærmest sig selv - hun passer godt på alle ombord - jo SYDKORSET er dét bedste skib…så vogt jer for efterligninger!!

Selv om SYDKORSET ikke har sin lige, som sejlskib, er der desværre sket det at vi har døjet med vand og slam i vores dieseltanke. Så nu er motoren blevet taget ud for at blive minutiøst gennemgået og repareret, vores tanke vil endnu engang blive renset, vores nødgenerator skal repareres og vores 24V generator skal genmonteres på hovedmotoren, fordi den knækkede af sit fundament. Man kan roligt sige at de, der har lavet disse ting IKKE har lavet deres arbejde godt nok…desværre…til gengæld får vi så en masse andre oplevelser OG…foroven over alting stråler ungernes gåpåmod og SYDKORSET som sejlskib!!
 

 

 

 

 

     

TILBAGE