|
7. kapitel - Fra Vigo til Agadir, Marokko |
||
|
|
Nu skulle SYDKORSET gøres klart efter en hård tur over Biscayen. Der var indtørret salt overalt på dækket, så det skulle vaskes og skrubbes med ferskvand. Under dæk var der også kommet vand ind, alle dørkplader kom ud, og alt vand i bunden blev suget op. Men se det går jo som en leg, når vi alle hjælper hinanden. Og ungerne yder et knaldgodt stykke arbejde her - de voksne er nærmest kun vejledere. | |
| I marinaen havde de også et værksted, så vi fik repareret mastebommen og lavet aftale om
at komme op i en kran, så vi kunne få tømt vores dieseltanke for slam og dårlig diesel. SYDKORSET skulle så hænge der i kranen natten over, så vi lejede et hotelværelse på et rigtigt gammelt spansk hotel i centrum med 4 m til loftet og 3 m høje døre, og det bedste af det hele trådløst internet. Så hotellet havde vist ikke helt regnet med det høje strømforbrug fra de 3 værelser vi havde, der var nemlig 8 pc-ere i gang hele natten. Der blev hentet film og musik og chattet med familie og venner derhjemme. Desværre turde de alligevel ikke løfte SYDKORSET op, da vi vejede lidt for meget i bagenden. Men vi fik da oplevet et hyggeligt hotel og Vigo centrum. Vi fik konstateret, at Vigo er en hyggelig havneby med gamle kvarterer og brede forretningsgader. Og ikke mindst masser af barer og cafeer, hvor de fleste spaniere holder frokostpause, når siestaen starter omkring kl. 13.30. Det skal man lige vænne sig til i Spanien - siestaen. Mellem kl. 13 og 16.30 er det stort set umuligt at ordne noget som helst, det eneste der har åbent er nogle få supermarkeder og barene, til gengæld er hele byen åben til ca. kl. 20.30. |
||
Badevandet blev også testet, men selvom det var omkring 21 grader, så var det kun Sebastian, der virkelig fik badet. Han er vist også skibets største vandhund. Den 17. marts var vi så klar igen efter at have provianteret, lastet vand og diesel og kigget på vejrkort. Det så lidt blæsende ud, men vi var efterhånden af den overbevisning, at når SYDKORSET skulle et sted hen, så fulgte lavtrykkene med os og dermed vinden. Nu havde det i uger været stille roligt omkring Gibraltar og Nordafrika, men nu kom vinden også derned. |
|
|
|
|
Vi kom af sted en dejlig solskinsdag, hvor vi alle nød udsigten over bugten og øerne inden vi kom
fri af kysten og ud på det store Atlanterhav. Det blæste stille og roligt mere og mere op, og inden
vi nåede Agadir efter 5½ døgns sejlads, så havde vi stormvejr og 10 m høje bølger.
Den ene fartrekord fulgte den anden, og skipper har foreløbig turens højest målte fartrekord
på 20,3 knob igen med et rebet skonnertsejl og stormfok. Da vi sejlede ind mod Agadir den 22. marts ca. kl. 3 om morgenen - et nyt kontinent og en hel ny verden for de fleste ombord - skulle vi holde godt øje med de små fiskebåde. De kom frisk og frejdig imod os i mørke uden lys. Vi var både lettede og trætte, da vi endelig kunne lægge til i den eneste marina i Agadir. Nu manglede vi så bare at få os indklareret og komme godt igennem det marrokanske bureaukrati, som vi troede ville tage mange timer. Men nej, vi blev glædeligt overraskede, de var utroligt smidige, og vi var færdige på omkring et par timer. |
|
| Nå men vi skulle igen have gjort klart skib - have fersket det hele af og luftet sengetøj mm. Se det
var til gengæld ikke så let. Bare det at få ferskvand krævede at det blev aftalt med de
andre både, da der kun gik en slange hele vejen rundt på den vaklende bro. Og da der også lå
flere turistbåde, som skulle gøres klar hver dag, ja så blev det sådan ind i mellem. Strøm
fik vi først efter 3 dage, og ledningerne var nærmest tapet sammen - vi var ikke helt trygge ved det.
Men alle var utroligt søde, smilende og hjælpsomme. Vi havde jo sejlet lidt om kap med tiden, for vi havde været så dristige at lave en aftale med Svend fra Familieplejen, der skulle på tilsynsbesøg på SYDKORSET. Nåede vi det??? Det kan du læse mere om i næste kapitel, der også handler om et besøg i Imin Tanout og meget andet. |
||
|
|
||
