|
5. kapitel - Tyrefægtning, senoritaer og haleløse aber |
||
| Bilen gav os trods alt en masse gode oplevelser, en enkelt rigtig dårlig - men ingen brækkede ben,
så alt i alt viste Sydspanien sig fra en af sine bedste sider. Vi kørte først en tur til Gibraltar, et rigtigt underligt sted. Skipper er sejlet forbi mange gange; men har aldrig været der. Et frimærkestort stykke England, resterne af et imperie, der engang var, og som England stadig hærger om. Der skal vises pas ved indkørslen, bilerne har engelske nummerplader; men kører dog i den rigtige side af vejen; ja hele klippen emmer af England. Vi er oppe på selve klippen, ser de haleløse aber, der springer rundt - vi er inde i hulerne, hvor der både er gamle forsvarsværker, kanoner og drypsten og vi kigger over på Nordafrika, der ligger lige på den anden side. Mens vi kigger på strædet fortæller Skipper om alle nu kan forstå hvorfor han helst vil sejle igennem i dagslys og nogenlunde god sigt; det kan alle godt. Nede af klippen skal vi lige på en lille shoppingtur, der skal købes billige smøger, kigges lidt på butikker og pludselig skal der tænkes i engelske pund. Men alle forhindringer overvindes og vi gør klar til hjemturen - og sikke en hjemtur - der er kø, kø og atter kø. Huspriserne på Gibraltar er så høje, at de fleste, der arbejder der, bor i en lille spansk by lige før Gibraltar, og vi rammer lige ind i fyraftenstrafikken, køen fylder nærmest det halve af vejnettet og det tager cirka en time inden vi kommer hen til paskontrollen og ind i Spanien igen. - Lidt underligt med sådan en enklave, der både flager med det engelske flag og EU's flag; men det gav os alle en på opleveren. |
||
|
|
En anden dag tager vi turen ind til Sevilla, desværre er det en regnvejrsdag; dog kigger solen heldigvis
frem en gang i mellem, og det viser sig at der er tyrefægtning inde i en af Spaniens mest traditionsrige
arenaer, så der bliver købt biletter og alle ser fem til aftenens kampe. Mellemtiden bruger vi til
at gå en tur igennem byen, vi ser "guldtårnet" hvor guldet, der blev stjålet i Sydamerika
vist nok blev opbevaret og vi hører om en "Feria", hvor der skal festes - det må vi ud og
se! Og sikken et syn, både de små piger, senoritaerne og de mere modne senoraer er iklædt kjoler, der bedst kan beskrives som flamenco-kjoler, stramme kjoler, der fremhæver figuren, så enhver mand, og quinde, kigger længe og interesseret. Der bliver danset, vi ser flotte hestevogne og ranke capaleroer på flotte heste. Det er så smukt og vi har så kort tid; da tyrefægtningen kalder og vi må af sted ind til byen igen. |
|
| Tyrefægtning er en sport man er nødt til at have en holdning til. Er det dyremishandling, er det en
heroisk kamp mellem mand og mere end 1000 kg muskler, eller hvad?? Tyrefægtning kan ikke gemmes bag udtryk
som en århundredelang kulturel betinget tradition, for det er undertrykning af kvinder jo også, eller
hvad?? Så på den ene side synes vi at alle skal opleve tyrefægtning med alle dens myter, sagn
og helte mindst én gang i livet...og på den anden side er vi som veloplyste mennesker modstandere
af det...men ind kommer vi og glæder os alle til at se det... Men men men - vejrguderne er denne aften på
tyrenes side, regnen vælter ned og efter et par udsættelser, diskussion mellem toreadorerne, råben,
hujen og piften fra tilskuerne, der også kaster deres siddepuder ind i arenaen, ja da bliver det hele aflyst...øv
øv og 3 gange øv; men Sydkorset skal nok komme til tyrefægtning en gang, og bagefter skal I
nok alle få et resumé over vores oplevelse og syn på kampen. Ikke nok med at tyrefægtningen bliver aflyst, Lone får også stjålet sin pung - igen igen - samt kamerataske mens vi står i køen for at komme ind. Rygsækken er blevet åbnet i køen, pungen og kameratasken er taget ud, og... men heldigvis brækkede ingen deres ben, kort kan spærres og erstattes, tyrene overlevede og vi fik alle en på opleveren, såehhh...det... Tilbage på skibet i Rota er vi ved at længes efter at komme af sted, ventetiden fordrives på en lille irsk pub - de er alle vegne de Irere - hvor vi ser fodbold ligesom der kommer en lille flirt i gang med en af drengene og Rosie, der er på besøg sammen med sin familie. Denne lille flirt, der sikkert medfører mange mails og msn-snakke på nettet, gør det ikke lettere at forlade den hyggelige lille by; men vejrudsigterne er gode og vi gør klar til afgang. Hele skibet gøres søklart, der bunkres vand og vi skal hen til diesel-kajen og toppe diesel-tankene...og så er det at smilet kommer frem, solen skinner og der står Rosie sammen med sin familie for at sige farvel... Der bliver udvekslet knus, måske mundvand, øjnene bliver blanke; men sømanden må af sted. Vi slipper fortøjningerne og sejler langsomt ud af Rota havn, forbi Cadiz, vinker farvel og bliver fulgt godt på vej af vore tro følgesvende, delfinerne. |
|
|
|
|
||
|
|
||
